Padel regler

Padelregler – kort fortalt

Padel, af nogle også kaldet padel tennis, spilles normalt som double med to spillere på hver side af nettet. Banen er omgivet af glas og gitter, og netop væggene er en vigtig del af spillet. Har du spillet tennis før, vil meget virke bekendt – men især serven og selvfølgelig brugen af væggene er anderledes.

Sådan starter et point

Et point begynder med en underhåndsserv. Du står bag servelinjen og lader først bolden hoppe én gang i gulvet. Herefter slår du den diagonalt over nettet og ned i modstanderens servefelt.

Bolden skal rammes i eller under taljehøjde, og du skal have mindst én fod i kontakt med jorden, når du rammer bolden. Du må altså ikke lave en løbende eller hoppende serv. 

Du har to forsøg, ligesom i tennis.

Rammer serven nettet og lander korrekt i servefeltet, er der netserv, og serven tages om. Dvs. at den ikke tæller som et forsøg.

Må serven ramme glas eller gitter?

Efter serven har ramt jorden i det korrekte servefelt, må den gerne ramme glasset.

Rammer den derimod gitteret efter det første opspring, er serven fejl.

Det er en af de regler, nye spillere ofte skal vænne sig til:

Serv → gulv → glas = god
Serv → gulv → gitter = fejl

Når bolden er i spil

Efter serven gælder de almindelige padelregler.

Bolden må kun hoppe én gang på gulvet på din side. Du skal derfor returnere den, inden den rammer gulvet anden gang.

Du må gerne slå bolden direkte tilbage over nettet som en volley/flugtning, inden den rammer gulvet.

Du må også lade bolden ramme gulvet og derefter glasset eller gitteret på din egen side, før du slår den tilbage. Det er en helt central del af padel.

Må jeg bruge mit eget glas?

Ja.

Når du returnerer bolden, må du slå den direkte over nettet – men du må også slå den ind i dit eget glas, så den derfra flyver over nettet.

Det giver nogle af de karakteristiske padelslag, hvor glasset bruges aktivt til at få bolden tilbage.

Hvornår er bolden ude?

Når du slår bolden over nettet, skal den ramme gulvet på modstanderens bane først.

Hvis din bold flyver direkte ind i modstanderens glas eller gitter uden først at ramme gulvet, er den ude, og modstanderne vinder pointet. 

Husk derfor den simple regel:

Gulv først → væg bagefter = inde.
Væg først → gulv bagefter = ude.

Må bolden ramme nettet under spillet?

Ja.

Når pointet er i gang, må bolden gerne ramme nettet på vej over. Hvis den fortsætter over og ellers lander korrekt, spilles der videre.

Det er kun ved serven, at en bold, der rammer nettet og derefter lander korrekt, normalt betyder, at serven skal tages om.

Må jeg røre nettet?

Nej.

Du eller noget, du bærer, f.eks dit bat, må ikke røre nettet, mens bolden er i spil. Gør du det, taber du pointet.

Må jeg række battet over nettet?

Som udgangspunkt skal du ramme bolden på din egen side af nettet.

Der findes dog en vigtig undtagelse: Har bolden først hoppet på din side og får så meget spin, at den bevæger sig tilbage over nettet, må du række over nettet og slå til den på modstanderens side. Du må stadig ikke røre nettet og modstanderen må ikke stå i vejen for dit slag.

Bolden ryger ud af banen

På baner, der er godkendt til spil uden for banen, kan bolden efter et korrekt opspring ryge ud gennem åbningen eller ud over væggen.

Her kan spilleren løbe ud af banen og forsøge at slå bolden tilbage, inden pointet er tabt. Det er her, man ser de spektakulære professionelle redninger uden for buret.

På almindelige baner, hvor spil udenfor ikke er muligt eller tilladt, gælder andre praktiske begrænsninger. Så snart bolden ryger udenfor banen, er pointet færdigt.

Sådan tæller man

I de sociale padelformater som americano eller mexicano, får man som regel 1 point for en vunden bold, da det er nemmere for nye spillere. I en almindelig padelkamp bruger man grundlæggende samme pointsystem som tennis:

0 → 15 → 30 → 40 → game (slut)
  • Normalt spilles et sæt til 6 partier, og man skal vinde sættet med mindst to partier. F.eks 7-5 eller 6-4. Ved 6-6 spilles der normalt en tiebreak til 7 point.
  • En kamp spilles typisk bedst af tre sæt.
  • Der findes dog forskellige scoringsformer. I nogle turneringer anvendes f.eks afgørende point eller FIP's nyere Star Point-system. 

Den helt korte version

Hvis du er ny i padel, kan du komme langt ved at huske fem ting:

  • Serv underhånds og diagonalt.
  • Bolden må højst hoppe én gang på din side.
  • Dit eget glas og gitter må bruges efter boldens opspring.
  • Hos modstanderen skal bolden ramme gulvet, før den rammer glas eller gitter.
  • Du må ikke røre nettet, mens bolden er i spil.

Det er nok til at komme i gang. Resten lærer man hurtigt, når man spiller.